Vedtægter for Ørestad Skøjteklub pr 29.4.2024
Vedtægter
§ 1. Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er "Ørestad Skøjteklub" (forkortes ”ØSK” alternativt "OESK”) med
binavnet ”Ørestad Kunstskøjteklub” (forkortes ”ØKSK”). Foreningens hjemsted er Ørestad i
Københavns Kommune.
§ 2. Formål
Foreningens formål er at fremme skøjteløb på begynder-, motions- og eliteniveau, med
udgangspunkt i den enkeltes talent og ønske. Visionen er at skabe sammenhold, trivsel, sundhed
og bevægeglæde i nærområdet – på en social forsvarlig måde.
§ 3. Medlemsskab af organisationer
Foreningen er medlem af Dansk Skøjte Union, som er tilsluttet Danmarks Idræts-Forbund.
§ 4. Optagelse af medlemmer
Stk. 1. Enhver kan optages som medlem. Optagelse af medlemmer under 18 år kræver samtykke
fra forældre/værge.
Stk. 2. Indmeldelse skal ske via foreningens hjemmeside. Medlemskabet er fortløbende indtil
medlemmet skriftligt udmeldes.
Stk. 3. Ethvert medlem, forældre og/eller værge og andre der opholder sig på klubbens område
skal medvirke til at opretholde god ro og orden på klubbens område og behandle alle personer
omkring klubben med respekt.
Stk. 4. Medlemmerne har de rettigheder og pligter, der er angivet i vedtægterne.
Oprykning fra et hold til et andet betinges af beståede færdighedsprøver og træners vurdering.
Oprykning til nyt hold betinges endvidere af medlemmets eget ønske.
§ 5. Kontingent
Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter kontingenter for alle kontingentgrupper, dog skal
kontingentstigninger på over 10% godkendes på en ordinær – eller ekstra ordinær
generalforsamling.
Stk. 2. Kontingentet opkræves for en halv sæson forud. Bestyrelsen kan give enkelte hold
mulighed for at betale i flere rater over den halve sæson.
Stk. 3. Ved indmeldelse i løbet af en sæson betales der et kontingent, der nedsættes
forholdsmæssigt til den resterende del af halvsæsonen.
Stk. 4. Kontingentet skal betales senest 10 dage efter sæsonstart, indmeldelse eller opkrævning af
ratebetaling. Overskrides forfaldsdatoen opkræves et rykkergebyr.
Stk. 5. Bestyrelsen kan vedtage, ved særtilfælde at undlade opkrævning af kontingent for en
periode, hvor længerevarende arrangementer i hallen gør at klubben ikke har adgang til isen.
Stk. 6. Ved leje af skøjter og tilbehør skal medlemmet deponere et beløb modsvarende
anskaffelsesomkostningerne. Opsigelsesfristen er til udgangen af en måned. Aflevering af skøjter
og tilbehør skal ske seneste 10 dage efter opsigelsesdato.
§ 6. Udmeldelse og eksklusion
Stk. 1.Udmeldelse skal ske skriftligt til klubben inden starten af hver halvsæson henholdsvis d. 1.
juli og d. 1. november.
Stk. 2. Medlemmer i restance kan ikke deltage i træning, konkurrencer eller foreningens øvrige
aktiviteter og kan efter påmindelse med 10 dages skriftligt varsel udmeldes administrativt af
bestyrelsen. Dette fritager ikke medlemmet for at betale skyldigt kontingent og skøjteleje.
Stk. 3. Et medlem kan, ved overtrædelse af gældende vedtægter eller hvis særlige forhold gør sig
gældende, ekskluderes af klubben, hvis 2/3 af bestyrelsen stemmer for eksklusionen.
Stk. 4. Alle kan bortvises fra klubbens område hvis de overtræder klubbens gældende vedtægter.
Stk. 5. Inden eksklusioner eller bortvisninger skal den/de pågældende have taleret for bestyrelsen.
Eksklusion og bortvisninger kan kræves behandlet på førstkommende ordinær generalforsamling
som et særskilt punkt på dagsordenen.
Stk. 6. Betalt kontingent tilbagebetales ikke.
§ 7. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den indkaldes ordinært med
mindst 3 ugers varsel i februar eller marts til afholdelse senest i april måned.
Stk. 2. Indkaldelse opslås på forsiden af klubbens hjemmeside samt udsendes pr. email til
medlemmerne.
Stk. 3. Kun foreningens medlemmer og ansatte har adgang.
Stk. 4. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er ethvert medlem, der ikke er i restance eller
har anden gæld til foreningen, og som har været medlem af foreningen i mindst 30 dage før
generalforsamlingen. Kun personligt fremmødte kan stemme. Medlemmer under 18 år kan lade sig
repræsentere af forældre eller værge.
§ 8. Generalforsamlingens dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af dagsorden
4. Godkendelse af årsberetning
5. Regnskab og budget
6. Kontingentfastsættelse
7. Indkomne forslag
8. Valg ifølge lovene
9. Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, herunder opstillede
kandidater til bestyrelsesvalg, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før dennes
afholdelse.
§ 9. Regler for afholdelse af ordinær generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. I tilfælde
af afstemninger bestemmer dirigenten afstemningsmåden. Afstemning og valg skal dog foregå
skriftligt, såfremt mindst tre stemmeberettigede medlemmer begærer dette.
Stk. 2. Beslutningerne indføres i en protokol, hvori også referat af forhandlingerne optages i det
omfang, dirigenten bestemmer.
Stk. 3. Enhver sag på en generalforsamling afgøres ved simpelt relativt stemmeflertal.
Herfra undtages ændring af vedtægterne, der kræver tilstedeværelse af mindst ti
stemmeberettigede medlemmer, samt at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringen.
Stk. 4. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig i forbindelse med vedtægtsændringer, skal
bestyrelsen inden 14 dage indkalde til en ny generalforsamling med det sædvanlige varsel. Her
kræver vedtagelse, at 2/3 af de fremmødte stemmer for vedtægtsændringen, uanset antallet af
fremmødte medlemmer.
§ 10. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, hvis det skønnes
nødvendigt, eller ved skriftlig begæring af mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede
medlemmer.
Stk. 2. Indkaldelsen skal ske med mindst 14 dages varsel til afholdelse senest en måned efter
begæringens fremsættelse.
Stk. 3. Forslag og emner, der ønskes behandlet på en ekstraordinær generalforsamling, skal være
indeholdt i indkaldelsen. Såfremt indkaldelsen sker på begæring, skal denne indeholde de
forslag/emner, der ønskes behandlet.
§ 11 Konstituering af bestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsen, der vælges på den ordinære generalforsamling, består af tre-ni personer, der
vælges for en toårig periode. Formand og 1-4 bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige årstal, mens
kasserer og 1-4 bestyrelsesmedlemmer vælges på lige årstal.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen
med næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper mm.
Stk. 4. Til bestyrelsen kan kun vælges personer, der er fyldt 18 år.
Stk. 5. Til kompensering for udgifter for bestyrelsesarbejde kan ydes et beløb, svarende til den af
ligningsrådets fastsatte skattefrie takst.
§ 12. Tegningsret
Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab eller af formanden og to af
bestyrelsens øvrige medlemmer. For dispositioner, der rækker ud over foreningens daglige drift,
kræves generalforsamlingens godkendelse. Eksempler herpå er køb og salg af fast ejendom.
Stk. 2. Kassereren har prokura til foreningens bank- og girobeholdninger og forpligtes samtidig til,
til enhver tid at oplyse den øvrige bestyrelse om foreningens økonomi via løbende udskrifter af
saldobalance fra økonomisystem samt kontoudtog.
Stk. 3. Mindst et medlem af bestyrelsen udover kasseren skal have kiggeadgang til
økonomisystem og bankkonti.
§ 13. Bestyrelsens arbejdsopgaver, m.m.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen fastsætter timeskema for de
respektive sektioners anvendelse af banen. Bestyrelsen kan nedsætte diverse udvalg.
Stemmeberettigede ved afstemninger under bestyrelsesmøder er faste bestyrelsesmedlemmer,
herunder kassereren. I tilfælde af stemmelighed ved afstemning under bestyrelsesmøder er
formandens stemme afgørende. I formandens fravær er næstformandens stemme dog afgørende.
§ 14. Regnskab
Foreningens regnskab er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden d. 1. marts afgive driftsregnskab for
det foregående år samt status pr. den 31. december til foreningens revisor. Driftsregnskab og
status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med
revisors påtegning. Driftsregnskab, status og beretning skal være fremlagt i klubben senest 8 dage
før generalforsamlingen.
§ 15. Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og eventuelt en
revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år gennemgå det samlede regnskab. Driftsregnskab og
status forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og
beholdninger.
§ 16. Foreningens opløsning
Beslutning om opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær
generalforsamling. Denne generalforsamling er kun beslutningsdygtig, såfremt mindst 1/3 af
foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. Foreningens opløsning kræver, at mindst
3/4 af de fremmødte kan stemme herfor. Er den ekstraordinære generalforsamling ikke
beslutningsdygtig i henhold til ovenstående regler, skal bestyrelsen indkalde til en ny ekstraordinær
generalforsamling med sædvanligt varsel (se § 10). Foreningens opløsning kræver her, at mindst
3/4 af de fremmødte kan stemme herfor — uanset antallet af fremmødte. I tilfælde af opløsning
skal foreningens midler og formue skænkes til gavn for dansk skøjtesport.
Stiftet d. 18. december 2017
Vedtægter revideret d. 8. april 2018 og d. 7. oktober 2021, samt d. 29.4.2024